At vågne op handler om livets dybde, at blive bevidst om hvem vi dybest set er, hvad der er vores sande natur.
Her er der ikke tale om, at vi udvikler noget nyt eller tager noget gammel væk. Det handler om at opdage eller genopdage dét, der altid allerede er der.
Vi kan også sige det på den måde, at vi udvider vores bevidsthed til at omfatte større og større helheder, indtil vi til sidst omfatter det hele.
Udefra et kvadrant-perspektiv (se “at lyse op”) kunne vi sige, at det handler om at opdage at “det” og “dem” i virkeligheden også er “mig”. Som det siges i Chandogya-upanishaden: Tat tvam asi, (sanskrit ‘det er dig’). I ordene ligger grundtanken i upanishadelæren, at ethvert individ i sit inderste væsen (atman) er identisk med verdensaltet (brahman).
Selvom vi i virkeligheden ikke kan “gøre” os vågne, så har det alligevel vist sig, at når vi udøver forskellige spirituelle og religiøse praksisser, så er der større sandsynlighed for at vågne op end uden disse praksisser.
På en måde er der et paradoks her: Når vi er gået gennem porten (meditationen) til oplysningen, og vi vender os om, ser vi, at der ikke var nogen port, og at vi aldrig har været andre steder end lige her. Men vi må gå gennem porten for at kunne vende os om og se det!!!
